Indhold i CTI-forløb

I et typisk forsorg CTI-forløb er der i første fase hovedsageligt fokus på støtte omkring bolig og økonomi samt støtte til at agere i det offentlige system. Det kan fx dreje sig om hjælp til boligsøgning, hjælp når en bolig er tildelt, hjælp til at ansøge om boligstøtte, hjælp til at skifte folkeregisteradresse, hjælp til at indkøbe indbo mv. Der indgås ofte aftaler om administration af faste udgifter så som husleje, el- og varmeudgifter, medicinudgifter, afdragsordninger o.a. Når der er styr på økonomien genereres der overskud hos borgeren til at fokusere på andre ting.

CTI-forløbet indeholder også ofte ledsagelse i forbindelse med kontakt til offentlige instanser fx borgerservice, sygehus, jobcenter, distriktspsykiatri eller andre steder, hvor borgeren har vigtige aftaler, der skal overholdes for at undgå negative konsekvenser.

Under hele CTI-forløbet afholder CTI-medarbejderen motivationssamtaler med den enkelte borger. CTI-medarbejderens arbejdsopgaver udfases i den sidste periode, hvor borgeren i højere og højere grad overtager ansvaret og mestrer eget liv.