Bostøtten

Bostøtten gives til unge mellem 18-29 år. Over halvdelen af de, der henvises til at modtage bostøtte, er unge, der står uden egen bolig, men som endnu ikke er indskrevet på et forsorgshjem. For dem betyder bostøtten, at de undgår at starte en ”karriere” på forsorgshjem. De øvrige bostøttemodtagere har ophold på forsorgshjem.


Bostøtten planlægges som CTI forløb, hvor alle borgere starter med en udredning og derefter tilbydes individuelle forløb.  Den individuelle tilrettelæggelse gør støtteopgaverne meget varierende, dog indgår hjælp til administration af økonomi og hjælp til at agere i det offentlige system næsten altid i bostøtten.


Et typisk forløb vil i starten være mest fokuseret på bolig- og økonomidelen. Her hjælpes borgeren med alt lige fra boligsøgning til, efter tildeling af bolig, at ansøge kommunen om f.eks. hjælp til indskud og etablering (fremskaffe den nødvendige dokumentation), ansøge om boligstøtte, skift af folkeregisteradresse, indkøb af indbo m.m. Borgere der, pga. tidligere misligholdelse af gæld, ikke kan få betalingsservice i deres bank, har mulighed for at give tilladelse til, at en sagsbehandler administrerer betaling af fx husleje, el-udgifter, medicinudgifter, afdragsordninger mv. At der er ”styr på økonomien” giver ofte borgeren overskud til også at arbejde med andre aspekter, der er vigtige for at kunne fastholde livet i egen bolig.


Dernæst vil et typisk forløb fokusere på at agere i det offentlige system. Her hjælpes borgeren via en ledsager til at overholde aftaler og møde op på steder, hvor det er nødvendigt med personligt fremmøde. Det kan være Borgerservice eller Jobcenter, men også ledsagelse til sygehus, psykolog, psykiater og distriktspsykiatrien er ofte nødvendig, hvis borgeren skal indgå i et hensigtsmæssigt og realistisk behandlingsforløb.


Under hele CTI-forløbet afholder bostøttemedarbejderen motivationssamtaler med den enkelte borger. Bostøttemedarbejderens arbejdsopgaver udfases i den sidste periode, hvor borgeren er blevet mere selvhjulpen.